Projektleder Community Engagement (stillingen er besat)

ProjectZero

PROJEKTLEDER COMMUNITY ENGAGEMENT
- Til energispare-/ressourceprojekter i bl.a. boligforeninger

Kan du sælge visionen om energibesparelser, ressourceudnyttelse og smarte energisystemer til borgere, boligforeninger og private udlejere? Og kan du se dig selv være ansvarlig for at sikre forankring og fremdrift i ambitiøse community engagement projekter? Så er det måske noget for dig at blive Projektleder for Community Engagement hos ProjectZero.

Sønderborg vil være et CO2-neutralt vækstområde 20 år før resten af Danmark, og ProjectZero er visionen om at skabe vækst og nye grønne arbejdspladser på vejen dertil. Siden 2007 er der skabt hundredevis af nye grønne arbejdspladser, og områdets CO2-udledning er reduceret med 35 %
- og vi stopper ikke her!

Vi søger derfor en dynamisk og troværdig, resultatorienteret projektleder til et selvstændigt og krævende job inden for en række borger- og community rettede projekter.

Vi tilbyder dig
Som Projektleder Community Engagement får du ansvaret for to konkrete og synlige projekter. Du vil være drivkraften i hele processen med udvikling, planlægning, implementering samt opfølgning/dokumentation i tæt samarbejde med mange stakeholders.

Du får mulighed for at arbejde målrettet med projekterne. Nøglen til din succes i jobbet er, at opnå et godt samarbejde gennem involvering af borgere, boligforeninger og private udlejere.

ProjectZero har kontor på Alsion i Sønderborg, og du vil referere direkte til vores adm. direktør, Peter Rathje. Som en del af dine arbejdsopgaver, vil du samarbejde med forskere og forestå både national og international formidling af dine erfaringer/resultater.

Lidt om dig som person
Du har fingeren på pulsen, er målrettet og ser en udfordring i at planlægge, koordinere og videreudvikle konkrete projekter, der har lokale og internationale berøringsflader. Som person befinder du dig godt i et team, som kendetegnes ved et stort engagement med faglig dybde og en uformel omgangstone i en travl hverdag.

Du er en ildsjæl, som brænder for at skabe synlige resultater og evner at bevare overblikket og samtidig sikre detaljen. Du er nysgerrig, arbejder struktureret og tænker både praktisk og udviklingsorienteret. Du har gode samarbejdsevner, er udadvendt, vedholdende og målrettet i dit arbejde, og kan holde en engagerende præsentation for en forsamling.

Du har en relevant teoretisk og erfaringsmæssig baggrund, og gerne flere års erfaring inden for projektledelse/community engagement, hvor du har været god til at skabe og vedligeholde relationer. Alternativt har du en kommerciel baggrund, og ønsker nu at prøve kræfter med et nyt arbejdsområde indenfor energi-/ressourcebesparelser i communities. Du sætter mål for dig selv og andre, ligesom du taler og skriver dansk og engelsk på et højt niveau.

Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.

  • Opsøgende kontakt og kontinuerlig netværksdannelse blandt boligforeninger og private udlejere i Sønderborg-området
  • Planlægning af projekter med boligforeninger og private udlejere, og sikre realistiske projektplaner med konkrete milepæle og ressourcer
  • Daglig projektstyring og opfølgning på aktiviteter, og rettidig support når det er påkrævet
  • Proaktiv kommunikation og projektledelse ift. alle stakeholders
  • Løbende storytelling og formidling af projekternes budskaber og resultater i ZEROnyt og relevante medier
  • Holde engagerende og involverende præsentationer overfor grupper af borgere
  • Struktureret opsamling af erfaringer mhp. national og international vidensdeling og forskning
  • Være en aktiv kollega på ProjectZero-sekretariatet, hvor vi hjælper hinanden og deler viden

Vores forventninger til dig er bl.a.

  • Relevant uddannelsesmæssig baggrund
    - kan være sproglig, kommerciel eller teknisk, afhængigt af din øvrige erfaring
  • Resultatorienteret og dynamisk, selvkørende person, der performer i sit nuværende job
  • Struktureret arbejdsmetode, der skaber overblik for dig selv, kolleger og leder
  • Forståelse for dynamikkerne i boligforeninger og privat udlejning, og evne til at forudse forhindringer for fremdrift
  • Teknisk forståelse og interesse for energispareindsatser og ressourceudnyttelse
  • Erfaring med projektledelse i et miljø med mange stakeholders
  • Kommunikation, kommunikation, kommunikation – skriftligt/mundtligt på dansk og engelsk
  • Erfaring med informationsindsamling og vidensdeling internt/eksternt – gerne erfaring med forskningssamarbejde
  • Trives i en organisation med højt tempo, og indstillet på at yde en stor indsats, når det krævet
  • Erfaring med mødekoordinering – også i større grupper
  • Erfaren bruger af MS Office, særligt Word/PowerPoint, hjemmesideopdateringer og SoMe
  • Da nogle aktiviteter sker udenfor normal arbejdstid, skal du være fleksibel ift. arbejdstid
  • 10-15 dages rejseaktivitet i DK og udland pr. år

For yderligere oplysninger eller en hurtig vurdering af din profil ift. jobbet, kontakt vores organisationskonsulent Proces Support A/S - Per Schorling på telefon 2332 5825. Eller læs mere om ProjectZero på <link http: www.projectzero.dk>www.projectzero.dk

Ansøgningsfrist
14. august 2016 - tiltrædelse snarest muligt.
Ansøgning mrk. ”Projektleder Community Engagement - ProjectZero”, sendes til Proces Support A/S per e-mail på <link>job@processupport.dk - alle ansøgninger behandles naturligvis 100% fortroligt
Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt, så de matcher de stillede krav og forventninger.
Download jobopslaget <link file:595 _blank download>her

Siden 2007, da Sønderborg Byråd vedtog visionen om at blive CO2-neutral, er der skabt hundredvis af grønne arbejdspladser. Sønderborg-området har med udgangen af 2015 reduceret CO2-udledningen med
35 %. Næste delmål er i 2020 at have reduceret udledningen med 50 % i forhold til 2007 - med udsigt til over 900 nye arbejdspladser pr. år frem mod 2020. Det endelige mål er i 2029 at blive CO2-neutral.

Vi viser viljen til at igangsætte og virkeliggøre nye forretningsdrevne koncepter, udvikle nye løsninger og indlede nye partnerskaber i et samarbejde baseret på, at nye klimakloge løsninger og aktiv deltagelse skaber værdi for den enkelte borger, virksomhed m.v.

ProjectZeros sekretariat, med 5 medarbejdere, driver Sønderborg-områdets omstilling og udvikler, koordinerer og implementerer en række ZERO-platforme for aktiv deltagelse. Nyt er det store EU H2020 SmartEnCity projekt, som bl.a. styrker boligforeningernes deltagelse. På læringssiden sætter Sønderborg nu kursen mod at blive Danmarks første UNESCO Sustainable Learning City.