Offshore Service Manager (stillingen er besat)

SH Automation

Offshore Service Manager
- vær med til at sikre nyt forretningsområde i vækstvirksomhed

Vil du være med til at udvikle vores nye forretningsområde offshore og marine service? Har du erfaring med at køre serviceprojekter indenfor el og automation i offshore/marine branchen? Er du en person som driver udviklingen samtidig med at du har fuldstændig styr på afviklingen af i gangværende projekter? Så er det måske noget for dig, at blive offshore service manager hos SH Automation A/S.

SH Automation leverer individuelle og serieproducerede automationsløsninger til el, hydraulik og maskinbygning til hele verden indenfor den marine -, offshore - og industrielle sektor. Efter en strategisk satsning er vi kommet godt i gang med at opbygge servicering af offshore og marine installationer som nyt forretningsområde, og de første projekter på 2 cifrede millionbeløb er landet. Vi ønsker derfor at udvide organisationen med en offshore service manager som kan sikre successen gennem en fokuseret indsats.

Vi tilbyder dig
Offshore Service Managerens hovedopgave er, at styre og lede arbejdet med levering af service i offshore og marine segmentet, således at SH Automation er på forkant, og der altid er overblik over mulige salgsprojekter, igangværende sager og deres status vis-a-vis relevante terminer. Formålet er at opbygge en afdeling som sikrer, at SH Automation har en anerkendt position i markedet for servicering af tekniske systemer ombord på rigge og skibe, med hovedvægten på el. Du får ansvaret for at opgaver er planlagt i god tid og i en detaljegrad, så de kan gennemføres effektivt, og at vi altid har styr på egen og kundens opfyldelse af forpligtelser ift. de nødvendige forberedelser for at serviceprojektet kan forløbe effektivt.

Du skal have både teknisk og kommerciel indsigt, så vi sikrer at samarbejdet med kunder giver det forventede økonomiske afkast, og løbende udvikles kommercielt. Derfor er Offshore Service Manageren også ansvarlig for rettidigt at igangsættelse tiltag til at alle serviceprojekter inden for offshore/marine segmentet gennemføres effektivt og til den planlagte økonomi.

Lidt om dig som person
Du har faglig baggrund og videregående uddannelse, eller tilsvarende erfaring, indenfor el og evt. automation. Du har erfaring med at styre serviceprojekter, og du er klar til at arbejde i en ambitiøs kultur i en koncern med en samlet omsætning på 450 mio. kr, hvor der fokuseres på innovation og kvalitet. Du gør hvad du siger, og du skaber tillid i afdelingen. Du har saltvand i blodet, og har sikkert noget erfaring fra søen eller offshore rig, eller fra projekter i land.

Som person har du en god portion erfaring, et meget højt engagement, og du brænder for at vise resultater. Du forstår værdien af at være hands-on, og reagere hurtigt i hverdagen. Samtidig kan du fastholde fokus på langsigtede planer, så vi sikrer en kontinuerlig udvikling parallelt med at projekter leveres til tiden, indenfor den afsatte økonomiske ramme.

Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.

  • Hands-on projektledelse af projekter og ledelse af funktionsledere ift. leveringer
  • Sikre en optimeret kundeservice og tilfredse kunder
  • Sikre at økonomien i serviceprojekter holder
  • Etablere struktur og systematik for planlægning og afvikling af rig service, i samarbejde med andre afdelinger i SH Automation og SH Group.
  • Sikre det nødvendige mandskabs- og udstyrsberedskab til opgaven, i starten (3-6 måneder) gennem indhegnede medarbejdere i andre afdelinger, og dernæst gennem egne medarbejdere i afdelingen når der er tilstrækkeligt arbejde til det
  • Sikre et godt netværk af fleksible underleverandører af mandskab og tekniske løsninger, som gør det muligt at løfte opgaver der spænder i omfang fra 50.000 kr – 100 mio kr
  • Sikre systematik og god kultur omkring merydelser og fakturering heraf blandt medarbejderne
  • Kalkulerer tilbud samt verificere Service Projektlederes kalkulationer
  • Sikre korrekt og passende dokumentation til kunden efter gennemført service
  • Sikre rettidig dialog med klasseselskaberne i forberedelsesfasen og on-site, hvor nødvendigt for at sikre et godt forløb
  • Være driver i at opnå best practise og udvikle samarbejdet med kunder
  • Sparring med ledelse, ingeniører, produktion og Q-ansvarlig
  • Være opmærksom på nye relevante regler og regelopdateringer i samarbejde med Head of Department

Vores forventninger til dig er bl.a.

  • Maskinmester, el-ingeniør eller tilsvarende uddannelse/erfaring
  • Erfaring fra arbejde med on-site installation i offshore branchen
  • Erfaring med klassifikationsselskaber
  • Erfaring med engelsk og IT på højt niveau
  • Erfaring med teknisk arbejde og service i offshore branche
  • Indsigt i og erfaring med at læse konstruktioner, 3D/2D tegning på GA niveau, el- og hydraulikdiagrammer, funktionsbeskrivelser osv.
  • Erfaring med at arbejde med brancherelevante klassifikationsselskaber/certificeringer

Lønnen fastlægges individuelt, på et niveau der matcher stillingens krav og dine kvalifikationer.

For yderligere oplysninger kontakt vores organisationskonsulent Proces Support A/S - Per Schorling, på telefon 2332 5825. Ansøgning mrk. ”Offshore Service Manager – SH Automation A/S”, sendes til Proces Support A/S pr. e-mail på <link>job@processupport.dk

Tiltrædelse: Snarest - vi indkalder til samtale løbende
Alle ansøgninger og henvendelser behandles fuldt fortroligt.
<link file:538 _blank download>Download jobopslaget

SH Automation A/S leverer automationsløsninger og el-tavler til elektriske, hydrauliske og mekaniske systemløsninger til den marine -, offshore -, og industrielle sektor, til brug i hele verden.

Vi har til huse i Svendborg og er i alt 35 medarbejdere. Vi har produktion både in-house og hos underleverandører.

Vores moderselskab SH Group A/S blev grundlagt i 1974 og beskæftiger i dag ca. 260 kvalificerede medarbejdere på hovedafdelingen i Svendborg og afdelingen på Lindø, samt i Sepro Technology i Norge. Vi råder over et grundareal på 50.000 m2 og har mere end 15.000 m2 under tag.